| Kan alle være med? |
|
Amerikansk fodbold er en af de få sportsgrene, hvor ALLE kan være med! Da alle positioner på et football-hold er så specialiserede, giver det alle med lysten og viljen en chance for at dyrke den ultimative holdsport. Uanset om du er stor, lille, hurtig, langsom, ung, gammel, tyk, tynd, kender spillet eller ej, så er der altid både plads og brug for dig. Det vigtigste er, at du er villig til at træne hårdt og yde dit maksimale - så skal resultaterne nok hurtigt vise sig uanset dit udgangspunkt! |
| Hvad med udstyr? |
|
Football kan ikke spilles uden udstyr - hjelm, skulderbeskytter og div. anden beskyttelse. Men som ny spiller kan du i starten sagtens træne med uden at have dit eget udstyr. En stor del af træningen foregår uden kontakt hvor almindelig sportstøj er tilstrækkelig. Desuden har vi noget låneudstyr som du kan bruge, indtil du har fundet ud af, om football er noget for dig. På et tidspunkt skal du have dit eget udstyr, og din træner kan hjælpe dig med at vælge den type og størrelse, der passer til dig og den plads du skal spille. |
| Hvad med teknik og taktik? |
|
Zone-coverage, 3-point-stance, trap-blocks og curl-patterns - hvad er det for noget? Football er fyldt med mystiske begreber med mærkelige navne - og de vil forvirre dig samtidigt med, at du skal lære at bevæge dig på en football-bane. Vi afholder et par teori-aftener i løbet af forårssæsonen, hvor grundbegreberne bliver forklaret og hvor man kan stille alle de "dumme" spørgsmål. Fortvivl ikke, for alle dine holdkammerater har været igennem den samme forvirring! Til træning er spillerne opdelt efter positioner og dine holdkammerater vil hjælpe dig med hurtigt at få styr på, hvad der er vigtigt for netop din position. Du vil derfor hurtigt opleve at "brikkerne falder på plads" og at du begynder at forstå, hvad der sker omkring dig. |
| Hvornår kommer jeg på banen? |
|
Nu har du trænet hårdt, du har købt udstyr og du føler dig måske klar til at krydse sidelinien for første gang! Din træner er den, som bedst kan vurdere, om du ER klar og det er ham, der suverænt bestemmer, hvem der sendes ind på banen. Som ny spiller er der mange ting at holde styr på - både fysisk og mentalt - og du vil opleve, at der er stor forskel på træning og kamp. Nogle nye spillere har bedre forudsætninger end andre og på nogle pladser er der mere kamp om pladserne end på andre - men husk at alle kan lære at spille football og at der er en plads til alle. Din indsats og fremmøde til træning er de ting, som du kan gøre noget ved. Hvis du knokler, vil du hurtigere blive klar til at komme på banen. Med andre ord så afhænger det mest af DIG! |
| Hvad med skader? |
|
Der er masser af fysisk kontakt i football - og det kommer til at gøre ondt! Uanset hvor meget man pakker sig ind, er blå mærker et af de kendetegn som alle football-spillere bærer rundt på i løbet af sæsonen. Alvorlige skader kan ikke undgås, men der er faktisk forbavsende få af dem, når man tænker på, hvor voldsomt spillet ser ud. Ved at træne den rigtige teknik og være i god fysisk form, nedsætter man risikoen for skader betydeligt - så det er endnu en god grund til at passe sin træning! Vi har heldigvis dygtige medics med på sidelinien, så man med det samme får undersøgt og behandlet de slag og knubs som man uvægerligt får under en kamp. Desuden vejleder de i korrekt genoptræning, så man så hurtigt og sikkert som muligt kan være tilbage på banen. Med andre ord så skal risikoen for skader ikke være det, der afholder dig fra at kaste dig ud - eller måske rettere - ind i amerikansk fodbold! |
Share this article on your facebook wall:
