Posts

Dayton & Jelle show i Århus – Towers stadig ubesejret

Af Jakob Munksgård

Lørdag var Towers på besøg i Århus i en topkamp mellem nummer et og to. Towers viste dog hurtigt hvorfor de er ubesejrede i Danmark, da de bragte sig foran og styrede hele kampen fra start til slut til en fortjent 48-8 sejr.

Op til kampen havde der været rokeringer på trænerpositionerne, da head coach Peter Herbild ikke kunne være til stede fungerede Victor Andersen på hans position. Back up quarterback Kasper Skyum kaldte de offensive spil, mens Niels Roest fungerede som defensive coordinator. De mange rokeringer kunne dog ikke ses på spillet, da både offense og defense spillede en fremragende kamp for Towers.

Fotograf Per Falkeborg

Towers tight end Jesper ”Jelle” Hansen, der op til denne sæson kom til Towers fra Tigers, var for første gang tilbage i Århus for at møde sit gamle hold. Der var ikke tvivl om, at han var tændt og allerede i første quarter scorede han 1 touchdown. I alt blev det til 3 grebne touchdowns og en overbevisende præstation af Jelle, der desuden også var kicker i kampen og scorede på alle forsøg, herunder 2 field goals.

Fotograf Per Falkeborg

Towers’ amerikanere ville dog ikke lade Jelle styre hele showet og Dayton Winn, der i efteråret er rykket ud som receiver, havde mange gode catches, herunder et fantastisk diving catch. Derudover havde Dayton et punt return, der blev taget til huset, men som desværre blev annulleret af en straf. På det efterfølgende spil var Dayton tilbage som running back og løb bolden 53 yards til touchdown. Dayton Winn scorede i alt 2 touchdowns.

Fotograf Per Falkeborg

Hele det offensive show blev orkestreret af quarterback Randy Schroeder, der spillede en nærmest fejlfri kamp. Han kastede i alt 4 touchdowns. inden han blev sparet i slutningen af 3. quarter. Randy blev afløst af den nye offensive koordinator Kasper Skyum, der blandt andet stod bag et godt drive, der endte med et touchdown kast til Phillip Tun Nielsen.

Fotograf Per Falkeborg

Towers’ forsvar spillede også en rigtig god kamp. Tigers havde store problemer med at flytte bolden og forsvaret tillod kun en scoring på et drive, hvor Tigers fik foræret 30 yards på grund af straffe til Towers.

Alt i alt en overbevisende indsats af Towers, der stadig er ubesejrede i Danmark. Towers spiller næste kamp lørdag d. 8. september, hvor de hjemme tager imod ligaens nummer 3, Triangle Razorbacks.

SCORINGER

Første quarter

0-7 – Jesper Hansen catch (xp good)

0-14 – Jesper Hansen catch (xp good)

Andet quarter

0-21 – Deyton Winn catch (xp good)

0-24 – Jesper Hansen field goal

Tredje quarter

0-31 – Jesper Hansen catch (xp good)

8-31 – Hjalte Jakobsen catch (xp good)

8-38 – Dayton Winn rush (xp good)

Fjerde quarter

8-45 Philip Thue Nielsen catch (xp good)

Towers bliver godt gående fremover!

Airtox, der er hoversponsor i Towers, har sørget for at alle trænere og spillere på eliteholdet i Towers bliver godt gående i fremtiden. Airtox, der blandt andet laver arbejds- og sikkerhedssko til håndværkere har givet et par sko til alle spillere og trænere.

 

De nye sneakers har vagt jubel i Towers hvor der er blevet taget rigtigt godt imod de nye sko. Towers formand Jakob Munksgaard udtaler at ”alle trænere og spillere er rigtig glade for skoene. Airtox bruger de nyeste teknologier indenfor sko så komforten i skoen er uovertruffen og jeg har hørt rigtig meget positivt om skoene fra vores spillere og trænere. Vi har et rigtig godt samarbejde med Airtox og vi er rigtig glade for at de kom med denne gave. Det er en stor trup så det var rigtig mange par sko vi skulle have”.

 

Også hos en af holdets bærende spillere Joachim Christensen er der glæde over de nye par sko. ”Det er superfedt at få sådan et par sko. Man føler med det samme at det er ekstrem god kvalitet og de er rigtig gode at have på. De er helt sikker med til at sikre at man møder afslappet op til kamp. Og så gør det selvfølgelig ikke noget at skoene ser fede ud” slutter Joachim Christensen.

Towers spillere og trænere har skoene på til næste kamp på fredag d. 24. august kl. 19 på Gentofte stadion. Her er der rivalopgør når naboklubben Søllerød Golddiggers kommer på besøg hos de danske mestre.