Af Jens Rørbye

Amerikanske Mike Williams er nyeste importspiller på Towers’ angreb. En kombination af hurtighed, fremragende hænder og en henvendelse på Instagram har ført til en kontrakt for 2020-sæsonen.

Mike stammer fra Tennessee, hvor han gik på Ooltewah high school. Den videre football-færd gik fra Northwest Missouri State University via Monterey Peninsula junior college til Concordia St. Paul University i Minnesota.

I sin collegekarriere opnåede Mike at være en del af et mesterskabshold, blive valgt til Team MVP, offensive MVP, all-conference og all-California. I en periode på to år greb Mike 108 bolde for 1.668 yards og 20 touchdowns.

Hans film og personlighed ramte plet hos Towers’ coaches, som var imponerede over både hvad de så og hørte fra den 23-årige amerikaner. Mikes personlige ambition er klar: ”Jeg vil hjælpe så meget jeg kan. Fokusere på at være en holdspiller. Jeg vil gerne gøre folk omkring mig bedre og lære fra hinanden på og udenfor banen.”

I nutidens rekrutteringsarbejde ser sportschef Anders Munch og klubbens trænere på en masse kampfilm og taler med spilleren, men de læner sig også op ad gode gammeldags referencer. Og her kunne Anders trække på erfaringer fra en tidligere importspiller, Thomas Yarbrough: ”Han spillede i samme conference som Tom Y spillede i. Så vi har en del kontakter til coaches, der har talt godt om ham.”

Hos Towers er importspillere altid involveret i klubbens ungdomsarbejde. Og Mike er ingen undtagelse. Han vil få en trænerrolle, hvilket passer ham godt. Under sit research-arbejde kontaktede Mike Towers’ running back Ashton Heard, der fortalte at Mike ville komme til at arbejde med de unge tårne, hvis han kom til Towers. Og det var blandt de afgørende faktorer for Mike: ”Jeg elsker at arbejde med den yngre generation og prøve at påvirke dem positivt.”

Da Mike henvendte sig til Towers-fotograf Nini Skjoldager på Instagram var det ikke første gang, at en potentiel importspiller har kontaktet klubben via sociale medier i søgen efter en kontrakt. Det var til gengæld første gang, at en sådan henvendelse faktisk udmøntede sig i en kontrakt.

Anders Munch modtog henvendelsen fra Nini og da en receiver stod på klubbens ønskeseddel for den kommende sæson, læste han videre. Det viste sig at Mike ikke blot var en imponerende spiller, men også forbløffende god til research.

Mike havde besluttet sig for at forsøge at få en kontrakt i Europa og satte sig derfor for at finde det rigtige land og den rigtige klub. Han landede hurtigt på Danmark efter at have læst bunker af artikler og set omkring 100 Youtube-film om både Danmark og København.

”Den gladeste by i verden? Jeg kunne ikke være mere glad. I er virkelig årevis foran resten af verden” siger Mike, som allerede glæder sig til at stå på ski på CopenHill på Amager Bakke og cykle rundt i byen.

Mike ankommer til Gentofte i starten af april og vi glæder os til at præsentere Mike for TowerNation.

Efterlad en kommentar

Please enter your comment!
Please enter your name here