Kort om regler

Hvis du ikke har set en amerikansk fodboldkamp live, så gør dig selv en tjeneste og brug 2½ time i selskab med Copenhagen Towers og den lilla familie på Gentofte Stadion – du bliver bidt af stemningen! Vi har i al beskedenhed Danmarks bedste stadionspeakere, der forklarer, hvad der sker i spillet undervejs og det er faktisk en rigtig god måde at lære reglerne på. Indtil dén oplevelse kan du få basisreglerne her.

Fotograf: Nini Blentved

Den ultrakorte version
Kort fortalt er formålet med spillet, at et hold på 11 mand samarbejder om at løbe eller kaste bolden mindst 10 yards frem ad banen i max 4 forsøg, indtil den kommer ind i endzonen for enden af modstanderens banehalvdel eller bliver sparket mellem målstolperne. Lad os tage det skridt for skridt og også introducere spillets termer undervejs.

Varighed
En kamp er delt ind i fire gange 12 minutters ”quarters”, der efter de to første quarters deles af en 15 minutters pause ved half time. Ved starten af hver quarter skifter holdene side. En kamp varer normalt 2-2½ timer. Hvis du har set NFL-kampe på tv, så glem følelsen af mange afbrydelser – i en live-kamp er der kun pauser relevante for spillet, så der er action og spænding for alle pengene.

Fotograf: Michael Quist

Banen
De to hold spiller på en bane, der er 120 yards lang (ca. 110 meter) og 53 1/3 yards bred (ca. 49 meter). Den er delt op i 10 zoner med en midterlinie, der er 50 yards-linien og så en 40, 30, 20 og 10 yards-linie til hver side. I hver ende er der en ”end zone” på 10 yards i hele banens bredde. Den fungerer som mål. Bag end zone er der to målstolper, der også fungerer som mål.

Holdet
Et kamphold (roster) består af mellem 22 og 44 spillere, der enten spiller forsvar (defense) eller angreb (offense). Der er altid 11 mand på banen og spillerne skifter afhængigt af, om de er i angreb eller forsvar. I modsætning til almindelig fodbold er det tilladt både at tage bolden med hænderne og tackle med kroppen og der kan skiftes løbende ud undervejs.

Fotograf: Michael Quist

Kampforløb

KICK-OFF
En lodtrækning bestemmer, hvilket hold der starter i angreb eller forsvar. Forsvarsholdet vil stille op på en linie nede på egen 30 yards linie og holdets kicker skal så sparke bolden så langt ned som muligt på modstanderens banehalvdel. Angrebsholdet står klar til at gribe bolden og løbe så langt op ad banen som muligt. Derfor løber resten af forsvarsholdet ned for at tackle manden, der har grebet bolden, så der er så langt som muligt til forsvarets end zone, når hans knæ rører jorden, for dér starter første spil. Hvis kickeren formår at sparke helt ned i angrebets end zone, starter spillet på angrebsholdets 20 yards linie.

Fotograf: Michael Quist

 1ST DOWN
De to hold stiller op dér, hvor bolden endte i kick-off. Hver position har deres vigtige, veldefinerede opgave på banen og holdene kan stå i forskellige formationer, fx sådan her:

Angriberne har nu 4 forsøg (”downs”) til at få bolden mindst 10 yards frem. På fodboldsprog hedder det ”1st and 10”, altså “første forsøg og 10 yards tilbage”. Center kaster bolden mellem benene bagud til quarterbacken – det kaldes at ”snappe”. Mens forsvarsholdet prøver at komme frem og tackle quarterbacken, skal han enten kaste bolden til en medspiller, der er løbet op ad banen eller at aflevere den til en running back, der løber afsted med den eller til at løbe med den selv. Forsvarsholdet vil gå efter at få manden med bolden tacklet, for når hans knæ er i jorden, slutter 1st down.

Fotograf: Michael Quist

­2ND og 3RD DOWN
Lykkes det angrebet at få bolden mindst de 10 krævede yards frem, får holdet en ny første down derfra, hvor de nåede til. Lykkes det næsten, og de får fx. 7 yards af de 10, hedder det næste forsøg ”2nd and 3”, da der nu er 3 yards tilbage og de er på deres andet forsøg.

Fotograf: Michael Quist

4TH DOWN
Lykkes det ikke at få de 10 yards efter alle 4 downs, afleveres bolden til det andet hold, og det er så deres tur til at spille bolden ned af banen den modsatte vej.
Hvis angrebet ikke allerede efter 3. down er nået de 10 yards frem, som de skal bruge for at få 4 nye forsøg (dvs. en ny 1st down), foretager de derfor som regel på 4. down et ”punt”. Det vil sige, at de sparker bolden så langt ned ad modstandernes banehalvdel som muligt, så modstanderen har længere vej til en scoring, end hvis angrebet blot måtte overgive bolden til modstanderen dér, hvor de blev standset, fordi de ikke var nået de krævede 10 yards frem på banen på de 4 tilladte downs.

Fotograf: Michael Quist

MISTET ANGREB
Undervejs kan angrebet gå over til det andet hold på 2 måder; interception og fumbling. Interception betyder, at bolden gribes af en modspiller i stedet for som planlagt af en medspiller. En angrebsspiller kan også blive tacklet så hårdt, at han taber bolden – fumler – og hvis forsvaret får fat i bolden, så overtager de angrebet.

Fotograf: Michael Quist

STRAFFE
Angrebet kan også blive sat tilbage af straffe undervejs. Der er 7 dommere på banen, der holder øje med alt. Hvis de kaster en gul klud op i luften eller på banen, er en af spillets mange regler blevet brudt og det ene hold får en straf. Straffen består i, at bolden bliver flyttet mellem 5 og 15 yards tættere på ”end zone” tilhørende det hold, der har begået straffen – og man kan godt få flere på eet spil. En down kan derfor pludselig gå fra ”3rd and 2” til ”3rd & 17”. Øv.

Fotograf: Michael Quist

Der er rigtigt mange regler, så her er nogle af de hyppigste straffe:

  • Holding: Holde en forsvarsspiller (10 yards) eller i en angrebsspiller (5 yards)
  • False start: Tyvstart (5 yards)
  • Delay of game: At være for langsom til at komme i gang (5 yards)
  • Face mask: Tage fat i ansigtsmasken på en modspiller (15 yards)
  • Pass interference: Forsvaret river receiveren ned for forhindre ham i at gribe (antal yards afhænger af placering, men højst 15 yards
  • Roughing the passer: Tackle quarterbacken, når bolden er kastet (15 yards)
  • Unsportsmanlike conduct: Usportslig optræden (15 yards)
Fotograf: Michael Quist

SCORING
Når spillet er nået tæt på end zone trods straffe og andre forhindringer, så er de tre hyppigste måder at score point på og afslutte angrebet:
Touch down – 6 point: Angrebet formår at løbe med bolden ind i eller gribe den i forsvarets end zone.
Efter et touch down kan holdet score ekstra point fra 3 yards-linien: Enten sparker de et field goal til 1 point ekstra eller også prøver de at løbe eller kaste bolden ind i end zone igen og får så 2 point ekstra på en såkaldt ”two-point conversion”.
Field Goal – 3 point: Angrebet får presset bolden tilstrækkeligt langt op ad banen mod modstanderens end zone og vælger at sparke bolden ind mellem målstolperne ude fra banen på 4. down.

Fotograf: Nini Blentved

Hvis du vil vide mere om regler, positioner eller klassisk taktik, så er der mange hjemmesider og også ”Den Store Bog om NFL” at ty til.