Purple Legend – Formand Martin Ægidius

Photo: Michael Quist

Martin er, af en tidligere spiller, blevet betegnet som ’limen der holdt det hele sammen.’ Han er indbegrebet af en ildsjæl; en mand med purple blod, med et utrætteligt engagement og hvis hjerte altid banker for klubben.

Ved sin indtræden i Purple Legends havde Martin været en del af Towers i 21 år med en pause på fire år fra aktivt arbejde, hvor Martin dedikerede al sin tid til familielivet.

Martins karriere i Towers begyndte indenfor kridtstregerne. Fra 1998 til 2009 spillede Martin både defensiv linje, offensiv linje og fullback. Efter tre skulderoperationer med blandede resultater hængte Martin skulderbeskytteren op og kastede sin energi over klubbens frivillige arbejde.

Egentlig var det en naturlig overgang, for Martin blev allerede valgt ind i bestyrelsen i 1999. Hans bestyrelsesarbejde fortsatte i 16 år, indtil det var tid til at træde ned i 2015. I 2019 blev han dog valgt ind som næstformand igen.

I de mange år har Martin siddet på en del forskellige bestyrelsesposter; menigt medlem, næstformand og formand. Sideløbende har Martin repræsenteret Towers overfor Gentofte Kommune og i diverse udvalg og foreninger, som har været vigtige for Towers. Eksempelvis har Martin siddet i bestyrelsen for Gentofte Stadion, i Sammenslutningen af Idrætsforeninger i Gentofte og han har deltaget i styreprocessen i forbindelse med renoveringen af Gentofte Stadion.

Mange af de ting, som Towers tager for givet i dag stammer fra Martins tid som leder. Vi har det klubhus, som vi skukkede efter i årevis. Vi har fået en kunstgræsbane til træning og ungdomskampe. Vi har en stor og velfungerende organisation med et hav af trænere, bestyrelsesmedlemmer og frivillige hjælpere, som alle bidrager til at Towers fungerer til dagligt og på kampdage.

Omend Towers vandt to Mermaid Bowls i Martins tid som formand, så er det året 2013, som står klarest i Martins hukommelse. Det var nemlig året, hvor Towers gjorde rent bord og vandt alle mesterskaber, som vi deltog i. Eliteholdet vandt Mermaid Bowl for første gang efter 18 års tørke. U19, U16 og U13 vandt også deres respektive mesterskaber. U16 deltog endda i to forskellige turneringer og vandt begge.