Af Victor Andersen og Jens Rørbye

Towers forsvar bliver yderligere forstærket, når amerikanske William L. Sewell, Jr. ankommer i maj måned.

Med to importspillere på angrebet allerede har Towers trænerstab haft fokus på at udbygget forsvaret. Valget af en defensiv linjemand er kommet på baggrund af et par afgange på den defensive linje fra sidste år. Med den 24-årige William Sewell får vi en meget alsidig spiller, der kan spille DT, DE eller OLB.

William har spillet fire sæsoner på Frostburg State university med et hav af udmærkelser bag sig. Han har været kåret som All-American to gange. Tre sæsoner i træk havde han flest tacklinger, tacklinger med tabte yards og sacks på holdet. Han blev kåret som årets spiller både på Frostburg State og i hele skolens konference.

Ambitionerne for den kommende sæson står klart for William: ”Jeg vil vinde et mesterskab. Og derudover vil jeg være en lederskikkelse på holdet og for ungdomsspillerne, både på og udenfor banen.”

Det var ikke svært for William at træffe valget om at rejse til København, selvom, eller måske netop fordi, han aldrig har været udenfor USA før: ”For det første er det en mulighed, som de færreste får. Derudover er det en chance for at bo i et andet land. Det bliver givetvis en oplevelse for livet. Og så elsker jeg helt enkelt football.”

Det har ikke været nødvendigt for trænerstaben at lede højt og lavt efter William. Klubbens defensive koordinator Victor Andersen kender nemlig William i forvejen. Victor tilbragte et år som træner på Frostburg State University i Maryland i det nordøstlige USA i 2014. Dengang var William andenårs-spiller på Frostburg State.

“Det er helt fantastisk at få en person som Will til klubben. Jeg husker Will som ekstremt dedikeret og coachable, og derfor har jeg forsøgt at få Will til Towers lige siden. Jeg har kun gode ting at sige om Will. Han er en ekstrem dygtig spiller, med en vanvittig fysik. Men jeg husker ham allerbedst for hans fantastiske personlighed og arbejdsomhed”, forklarer Victor.

Når importspillere finder vej til Danmark bliver de ikke blot vurderet ud fra deres færden indenfor sidelinjen. Deres arbejde med klubbens ungdomshold og deres personlighed vejer lige så højt, som deres evner som spillere. Også her roser Victor Andersen vores nye mand.

”Will var en del af den gruppe unge mennesker som lavede frivilligt arbejde, om det så var rengøring i byen eller læse bøger for indskolingsbørn. Og så var det ikke ualmindeligt at Will stod i styrkelokalet, når de åbnede kl. 05.30.”

Victor har i sagens natur masser af gode historier at fortælle om Will, men der er særligt en han husker: ”Til den første træningskamp der skulle spilles med den nye head coach sov Will over sig og nåede ikke bussen. Han fik derefter at vide at han komme på holdet igen, hvis han lavede 500 burpees. 100 om dagen i fem dage, midt i en træningslejr i august måned, med to træninger om dagen. Det er noget af det mest imponerede jeg har set, og det vandt både min og mange andres respekt.”

William stammer fra det østlige USA; Han er vokset op i Silver Spring, Maryland, som ligger lige op og ned af Washington DC. Trods opvæksten i nærheden af USAs hovedstad er det friluftslivet, som trækker i William, når han har fri: ”Min store passion er vandring, fiskeri, jagt, bål og bueskydning”.

Som det ofte er tilfældet med de bedste spillere i USA, så har også William spillet på begge sider af bolden. Han har tidligere spillet tight end, hvilket er en position, som der er et vist talent for i Williams familie.

Han er nemlig fætter til NFL tight end Vernon Davis fra Washington Redskins og tidligere San Francisco 49ers. De to tilbragte deres somre sammen med at træne football og styrke i mange år.

Victor er klar i sin vurdering af sin nye spiller: ”Målet var at finde en atletisk spiller, der kan være med til at lægge pres på de mange amerikanske QBs,der spiller i Nationalligaen i år. Det har vi gjort med Will og vi glæder os til at byde ham velkommen i midten af maj.”

Første gang TowerNation kan stifte bekendtskab med William på hjemmebane er 25. maj mod Aarhus Tigers.

 

Efterlad en kommentar

Please enter your comment!
Please enter your name here