Towers er ubesejret i grundspillet og har dermed sikret sig hjemmebane i semifinalen. På grund af Corona restriktioner i Gentofte kommune kan det dog ikke lade sig gøre at spille kampen på Gentofte stadion. Derfor har Copenhagen Towers i fællesskab med Triangle Razorbacks besluttet at flytte den indbyrdes semifinale til Vejle Atletik stadion. Kampen spilles derfor i Vejle lørdag den 19. september kl. 19.00.

Foto: Per Falkeborg

Formand for Copenhagen Towers Jakob Munksgaard udtaler: “Det er rigtigt trist at vi må skuffe mange fans, der havde set frem til en spændende semifinale i Gentofte, men da regeringen besluttede at sænke forsamlingsforbuddet fra 100 til 50 gjorde de det umuligt for os at spille kampen på hjemmebane. Derfor kontaktede vi straks Razorbacks for at høre om mulighederne for at spille i Vejle. Den var de heldigvis med på. Det er vi naturligvis rigtig glade for. Vi ved at kampene i Vejle altid er velorganiseret og vi er sikker på det bliver en super aften”.

Formand for Razorbacks Kaj Sørensen udtaler: “Da vi fik henvendelsen fra Towers var vi ikke i tvivl om at det ville være det rigtige at hjælpe. Det viser bare hvor godt forholdet er mellem klubberne i National Ligaen. Vi vil alle sporten så meget og vi er alle enige om at samarbejde er vejen frem. Vi glæder os til at tage imod Towers til et brag af en kamp”.

Dørene åbnes kl. 18 og på grund af restriktioner kommer der kun et begrænset antal billetter til salg.

Der kan ikke købes billetter i døren. Du kan købe billet her.

Vinderen af semifinalen går videre til Mermaid Bowl der også spilles i Vejle lørdag d. 3. oktober.

Foto: Michael Quist

Efterlad en kommentar

Please enter your comment!
Please enter your name here