Af Jens Rørbye

Med de europæiske kampe i bakspejlet har Towers fuldt fokus på den hjemlige Nationalliga og sikring af bredden i vores trup. Det blev konklusionen efter en solid 49-20 sejr over Aarhus Tigers lørdag eftermiddag.

Kampen startede med gode drives fra begge hold, men det var alligevel så som så med besøg i endzonen. Dog fandt Ashton Heard et hul i forsvaret og løb godt 25 yards til endzonen og satte dermed kampens første point på tavlen. Den supererfarne defensive linjemand Mikkel Stilling blev bragt på banen på det efterfølgende to-points forsøg. Og han leverede da også en flot grebet bold, så 1. quarter endte 8-0 i Towers’ favør.

Fotograf: Nini Blentved

Men det forblev tæt i hele første halvleg, da både Towers og de gæstende Tigers scorede flere gange. Således var pausestillingen 21-14 til Towers.

I tredje quarter gik antallet af scoringer ned igen, da kun Towers formåede at score og det kun en enkelt gang. Men tempoet kom så igen i vejret i det efterfølgende quarter, så kampen sluttede hæsblæsende, om end uden den store spænding.

Fotograf: Nini Blentved

Under de nye regler i Nationalligaen er der krav til antallet af spillere, som en klub stiller til en kamp. Der skal være mindst 25 spillere omklædt og højst 44. Det betyder, at Towers’ trænerstab forud for hver kamp må tage stilling til, hvilke spillere, som må se kampen fra tilskuerpladserne.
Dermed kan yngre spillere få spilletid og erfaring, som kan gavne holdet i løbet af sæsonen.

Fotograf: Nini Blentved

I denne kamp gav det sig blandt andet udtryk ved at quarterback Danny Higgins sad på bænken helt indtil anden halvleg, mens reserve-quarterback Lukas Ravn fik masser af værdifuld spilletid. Ravn kvitterede med mange gode spil og kastede også et touchdown og et 2-points-forsøg.

Fotograf: Nini Blentved

Running back Ashton Heard fik spilletid fra starten af kampen, men delte i grove træk ligeligt med danske Anton Witmeur, som havde et brag af en kamp. Han scorede tre gange i løbet af kampen. Udover de to hovednavne så også Dylan Ellerman (et touchdown) og Asger Mølbæk indersiden af kridtstregen en del gange.

Det samme gjorde sig gældende på andre positioner, f.eks. var hverken safety Magnus Bitsch eller wide receiver Aske Troen omklædt til lørdagens kamp.

Fotograf: Nini Blentved

Til gengæld gav kampen hjemmebanedebut til den nyankomne amerkanske defensive linjemand Will Sewell. Sewell er et bæst af en spiller med en størrelse og fart som næsten virker umenneskelige. En skade tvang dog Sewell til at tilbringe mere tid på sidelinien end på banen.

Fotograf: Nini Blentved

Den flotte forårsdag til trods var der en del ledige pladser på tribunen, men 376 tilskuere – heriblandt den altid loyale Towers fanklub og deres trommer – oplevede kampen på nærmeste hold. Derudover var familie til både quarterback Danny Higgins og running back Ashton Heard på plads på tilskuerrækkerne.

Fotograf: Nini Blentved

Næste kamp for eliteholdet er på udebane mod Aab 89ers d. 15. juni. Aalborg-holdet er på en 5. plads i Nationalligaen, som ikke helt er retvisende. De har spillet tætte kampe, som de har tabt i sidste øjeblik og de har scoret tredjeflest point i Nationalligaen i denne sæson.

Næste hjemmekampe er en rigtig lækkerbidsen mod ærkerivalerne fra Vejle: Triangle Razorbacks søndag d. 23. juni kl. 14:00. Razorbacks er for øjeblikket på ligaens 2. plads, men de – og Frederikssund Oaks – har kun spillet tre kampe, mens resten af ligaen har spillet fire.

Fotograf: Nini Blentved

Kampens scoringer:

Quarter Hold Spiller Score
1 Towers Heard 25-yard løb. Ravn kast til Stilling på 2-point-forsøg 8-0
2 Towers Witmeur 2-yard løb. 2-point-forsøg mislykket 14-0
2 Tigers Weed 35-yard kast til #13. 2-point-forsøg mislykket 14-6
2 Towers Ravn 9-yard kast til Witmeur. Jesper Rene Hansen ekstra-point spark ok 21-6
2 Tigers Weed 45-yard kast til Lykke. Weed kast til Jakobsen på 2-point-forsøg 21-14
3 Towers Witmeur 2-yard løb. 2-point-forsøg mislykket 27-14
4 Tigers Weed kast til Jakobsen. 2-point-forsøg mislykket 27-20
4 Towers Heard 9-yard løb. Higgins kast til Tor på 2-point-forsøg 35-20
4 Towers Ellerman 39-yard løb. Giorgos Flokas ekstra-point spark ok 42-20
4 Towers Higgins 9-yard kast til Enevoldsen. Carøe ekstra-point spark ok 49-20

 

Efterlad en kommentar

Please enter your comment!
Please enter your name here