Lørdag d. 25. september kl. 19 kommer Aalborg 89ers på besøg i Gentofte, og der er lagt op til et brag af en kamp, når den anden deltager i årets Mermaid Bowl skal findes!
Køb din billet her: Copenhagen Towers vs Aab 89ers | Safeticket
Tekst af Jakob Munksgaard. Fotos af Jesper Nielsen og Michael Jensen
Kom i god tid og nyd aftensmaden på stadion
Vi forventer mange tilskuere, og opfordrer derfor til at komme i god tid så du kan få en god plads. Du kan så passende tage aftensmaden på stadion, for naturligvis er Ronaldo klar til at servere sine legendariske flæskestegssandwich og pølser. I Towers shoppen kan du købe merchandise samt kaffe og kage. Baren er selvfølgelig også åben med øl og sodavand.
Vejret bliver fantastisk football-vejr, så tag et tæppe med til benene og glæd jer til en kamp under projektørlyset.

Legender i pausen
Purple Legends er Towers version af en Hall of Fame, og i pausen vil vi præsentere 2021-årgangen. De to nye medlemmer af Purple Legends vil blive introduceret på banen foran tribunen. De fleste medlemmer af Purple Legends vil være til stede til kampen, så der er rig mulighed for at støde på en legende oppe på tribunen.
Tidligere i sæsonen introducerede vi 2020 årgangen, da den ikke kunne præsenteres sidste år på grund af corona.
Alle nye medlemmer af Purple Legends modtager et lilla armbånd med sit navn på.
Towers har godt tag i 89ers
I en semifinale kan alt ske men historisk har Towers haft overhånden mod Aalborg 89ers. Towers har vundet begge indbydes opgør i denne sæson. Resultaterne i de to kampe blev:
22. maj
Towers vs 89ers: 38 – 13
28. august
89ers vs Towers: 26 – 46
Til gengæld har 89ers slået Gold Diggers som Towers har tabt til to gange, så det er på ingen måde givet at Towers vinder kampen.
Football-sitet American Football International (AFI) har talt med de to holds trænere forud for kampen for at høre om deres forventnnger til kampen.
7. Mermaid Bowl deltagelse på 9 år?
Vinder Towers semifinalen vil klubben være i den 7. Mermaid Bowl i de sidste 9 år. Da der ikke blev spillet Mermaid Bowl sidste år på grund af corona betyder det at Towers har været i alle finaler siden 2013, undtaget i 2015, hvor Towers tabte semifinalen. 4 af disse Mermaid Bowls har vi vundet, mens vi har tabt to.
Tidligere på lørdagen spilles årets første semifinale i Søllerød mellem Gold Diggers og Triangle Razorbacks.
Vi åbner portene kl. 18:00 og opfordrer hele TowerNation til at møde op i lilla og hvide farver.
