Af Jens Rørbye
Trods en ujævn start på kampen fik Towers gang i alle cylindre i anden halvleg. Dermed kunne klubben forvandle en pause – stilling på 12 – 7 til en solid sejr på 42 – 7.

Det var til tider en ujævn affære, men andre gange hamrende effektivt, da Towers i lørdags tog imod Frederikssund Oaks og deres talstærke fanklub.
Towers kom på tavlen først og udbyggede siden til en 12-0 føring, inden Oaks reducerede til 12-7 på en lang, dyb bold, altsammen i første quarter. Derefter fulgte et quarter uden scoringer, så begge hold måtte justere strategien i anden halvleg.
Efter pausen kom tempoet op og Towers udbyggede støt føringen med tre scoringer i både tredje og fjerde quarter, mens Oaks blev holdt udenfor endzone.

Begge hold viste tegn på at det var sæsonens første kamp. Bolde blev fumblet og endte på kunstgræsset. Kast, der normalt ville blive grebet, røg udenfor rækkevidde. Tacklinger blev brudt. Forskellen mellem vinder og taber af en sådan kamp er dog, hvilket hold der formår at justere og overkomme fejlene. Og det gjorde Towers.
Kampen gav debut i mesterklubbens lilla uniformer til to nye, importspillere. Til at styre angrebet har Towers i år skrevet kontrakt med 23-årige Danny Higgins fra New Jersey i USA. Han kommer til klubben med masser af erfaring, overblik og en raketarm.

Bag sig får Danny selskab af den 24-årige running back Ashton Heard fra South Carolina, USA. Ashton er en sjælden kombination af en styrke, fart og overblik pakket sammen i en ydmyg og sympatisk personlighed.

Efter at have løbet et touchdown selv og kastet yderligere to touchdowns fik QB Danny Higgins lov at sætte sig på bænken og overlade angrebet til danske Lukas Ravn i fjerde quarter. Ravn spildte ingen tid, da han på et af sine første spil kastede en raket af en bold lige ned i midten til en helt åben Magnus Georg Jensen, som kunne løbe urørt til endzone.

Ashton Heard scorede et touchdown, men måtte det se omstødt på en fejl på angrebet. Han gjorde sig dog bemærket med masser af solide løb og en enkelt flyvetur mod endzone, hvor han dog lige præcis ikke nåede ind.

Special teams viste periodevis tænder i kampen, dels med lange returns, men også på kampens andet touchdown, hvor Oaks forsøgte sig med et trickspil, der gik galt. Da bolden røg på jorden, kastede flere spillere sig efter bolden. I sidste ende fik Joachim Heidelbach fat i den og kunne løbe den til Oaks endzone.
Flere spillere har forladt Gentofte-klubben på både angrebet og forsvaret. Flere spillere har måttet sande at kravene til at spille på europæisk topniveau kan være svære at leve op til samtidig med at de skulle passe studier og arbejde.
Klubbens ankermand på den offensive linje, center Joachim Navntoft Christensen, har forladt Towers for at fortsætte sin karriere som professionel spiller hos de tyske vice-mestre Frankfurt Universe, mens linebacker Sverri Finsson fortsætter sin footballkarriere på college i USA.

Randy Schroeder har fortsat sin karriere som dels spiller og dels træner i Tjekkiet, mens Dayton Winn – en favorit blandt Towers’ fans i to år – har besluttet sig for at lægge skulderbeskytteren på hylden.Med det i mente var der spænding om hvorvidt klubben ville være i stand til at erstatte de mange spillere. Og det så sådan ud. Udover de nye import-spillere gjorde et antal af klubbens egne tidligere U19-spillere debut på eliteholdet, så Towers forventer en sæson, som matcher den historisk succesfulde 2018-sæson.

Som det efterhånden er blevet tradition var kampen også en succes på tribunen, hvor Towers’ fanklub udkæmpede et drabeligt ’drum battle’ mod Oaks’ fanklub. Igennem de senere år har fankulturen i Danmark udviklet sig markant. I weekendens sæsonåbning sad 526 tilskuere på tribunen, hvor de nød godt af øl, sodavand, kage, kaffe og ikke mindst Ronaldos flæskestegssandwich. Alt sammen iført Towers fanudstyr fra boden på hovedtribunen.

Som noget nyt kan Towers-fans i år sikre sig faste siddepladser på tribunens bedste sektion i den såkaldte Klub100. De første to Klub100 medlemsskaber blev besat allerede i weekenden.

Scoringer:
1Q | Towers | QB Danny Higgins løb | 6-0 |
1Q | Towers | DL Joachim Heidelbach fumble return | 12-0 |
1Q | Oaks | QB Joakim Falk til WR. Jonas Jørgensen sparkede EP | 12-7 |
3Q | Towers | QB Danny Higgins kast til WR Magnus Jensen. Higgins kast til Aske Troen for to-point konvertering | 20-7 |
3Q | Towers | QB Danny Higgins kast til WR Lasse Tor | 26-7 |
4Q | Towers | QB Lukas Ravn kast til WR Magnus Jensen. Ravn løb for to-point konvertering | 34-7 |
4Q | Towers | Asger Borg Mølbæk løb. Mølbæk løb for to-point konvertering | 42-7 |
Se flere billeder af en fantastik dag på Towers facebook side.
