Af Pia Baagø Skat-Rørdam
Banerne omkring klubhuset var fyldt med drenge, piger, dommere, coaches, forældre og heppekor, da 140 spillere fra 9 klubber udkæmpede stævne-slag hos Copenhagen Towers søndag d. 5. maj.

Bredden i ungdoms-football på K2
”Dét, vi elsker ved sporten, er, at der kan stå en dreng på linien og ingen kan flytte ham. I hans klasse er han den tykke, der er dobbelt så stor og et hoved højere end de andre i sin klasse – hér er han en helt!” Sådan introducerede Jens Rørbye – stadionspeaker, tidligere formand og elitespiller fra dengang, man kunne spille National League-kampe på marken ved siden af græssende køer – ungdomsfilosofien for nye forældre som optakt til dagens stævne. Og han kom også med en advarsel, bl.a. til en mor, der var med til sin allerførste kamp med sønnen: ”Det er en sport, der har en tendens til at gå i blodet på én”.

Fra introduktionen kunne forældrene krydse vejen ved Gentofte Stadion og se amerikansk ungdoms-football, når det er allerbedst: Med plads til drenge og piger, rendyrket spilleglæde, holdånd, hygge og højt humør.
God stævne-stemning
Copenhagen Towers’ 20 U14/U12-spillere tog imod spillere fra Amager Demons, Frederikssund Oaks, Herlev Rebels, Kronborg Knights, Limhamn Griffins, Slagelse Wolfpack, Søllerød Golddiggers og Ystad Rockets. Hvor nogle stillede med hele hold og store trupper, var andre repræsenterede af færre spillere, der indgik i mix-hold. Særligt glade var alle for, at der kunne samles 2 U10-hold, der spillede et par forrygende kampe i løbet af dagen.

Som vanligt til stævner stillede klubberne op langs sidelinien – de garvede med pavillion-telte og campingstole, andre med tæpper, kager og solbriller – så K2 og græsplænen ved siden af blev omdannet til en sportsarena for de 2×2 hold på den delte bane. Og så var vi i gang under maj-solen.

Lovende niveau
Fra kl. 9:30 til 14:00 blev der afviklet 22 kampe på kryds og tværs af hold og klubber. Stævnet blev som altid afviklet i ånden om, at ”du vinder, når du elsker spillet” og når holdet får succes med dét, de gik efter at gøre og derfor blev der ikke talt officielle point.

Til gengæld kunne man høre jublen fra sidelinie og bane bølge fra den ene kamp til den kamp og så til den tredje kamp i gang, når der var et godt løb, en tackling dybt i banen eller at bolden blev grebet af modstanderholdet (interceptet).
Ind i mellem glemte man helt, at spillerne altså kun er mellem 8 og 14 år gamle, når man så fantastiske kaste-spil, vanvittigt hurtige løb igennem et helt forsvar, trick-løb, gennemkoordineret forsvarsspil af en hele linie eller tunge sacks (når quarterbacken bliver tacklet, inden han afleverer bolden langt bag den oprindelige linie).

På sidelinien kunne man både høre tilråb, der var en seniorkamp værdige (”tag ham så”, ”godt kæmpet”, ”sådan!”), ligesom spillerne også vurderede, hvad der var gået godt eller skidt i deres team-indsats.
”Det kan jeg godt blive bidt af”
Efter flæskestegs-sandwich i pausen, holdbillede og flere kampe ebbede kræfterne ud og holdene sev lige så stille hjemad med Frederikssund Oaks i spidsen, der skulle se seniorholdet spille. Herlev Rebels viste overskud og lavede med 2 lår-klask og 1 klap drillende den indledende rytme til ”We Will Rock You”, mens modstanderne Kronborg Knights aftalte næste spil.

Og Jens Rørbye fik ret i sin indledende advarsel, da den nye mor midt i stævnet med et stort smil erklærede: ”Det her kunne jeg rigtig godt blive bidt af!”
Se flere billeder af en spændende dag på Towers Facebook side.
