Af Jens Rørbye
Forårssæsonens sidste kamp var længe præcis så spændende, som forventet. I sidste ende blev det dog til en solid 56-36 sejr til Towers over Triangle Razorbacks efter en pausestilling på 22-10.
En af kampens store profiler var running back Anton Witmeur, som løb hele fire touchdowns. De to sidste, i 4. quarter, var på hhv. 79 og 58 yards.
Men herudover var kampen et eksempel på solidt holdarbejde. Begge hold leverede gode spil på både angrebet, forsvaret og special teams. Kampen startede stille og begge hold havde lange boldbesiddelser. I 2. quarter var Razorbacks kortvarigt foran 8-10. Flere gange i resten af kampen kom de tæt på, men de kom aldrig foran igen.
I en kamp mod en hård modstander er det ofte de store spil, som gør forskellen. Og dem var der en del af i søndagens kamp. Forsvaret lavede to vigtige interceptions, da både safety Magnus Bitsch og cornerback Jakob Bækgaard formåede at gribe kast fra Razorbacks’ amerikanske quarterback Reed Gottula.
På angrebet sendte tight end Philip Thue Nielsen et sus igennem tilskuertribunen, da et kast fra quarterback Danny Higgins så ud til at være lidt for højt. Men den tårnhøje Nielsen fik en enkelt hånd på bolden og det var nok til at gribe den – til tilskuernes store jubel.
Receiver Jacob Green er også holdets kicker. Efter hvert Towers touchdown måtte han således på banen for at sparke det efterfølgende kick-off. Det gjorde han i fin stil ved gentagne gange at sende bolden direkte i Razorbacks’ endzone, så deres farlige returner Niko Lester sjældent fik en chance for at løbe med bolden.
Med sejren er Towers stadig ubesejrede i denne sæson – og på Gentofte Stadion siden ombygningen i 2017. Nu går Nationalligaen på sommerpause, hvilket kommet på et velkomment tidspunkt for Towers. En del profiler på forsvaret er ramt af skader, så sommerpausen giver holdet en god chance for at komme til hægterne igen.
Det gælder også klubbens amerikanske running back, Ashton Heard, der måtte forlade kampen i første halvleg med en knæskade. Med gode reservespillere lykkedes det dog Towers at holde tempoet oppe. Quarterback Danny Higgins var i storform og kastede tre touchdowns, mens han løb et yderligere selv.
Towers har nu vundet seks ud af grundspillets 10 kampe. Næste gang eliteholdet er på banen igen er 17. august på udebane mod Frederikssund Oaks.
Næste hjemmekamp på Gentofte Stadion er den traditionsrige Friday Night Football-kamp mod Søllerød Gold Diggers, fredag d. 23. august kl. 19:00.
Se flere billeder af dagen på Towers Facebook side.
Kampens scoringer:
Quarter | Hold | Spiller | Score |
1 | Towers | Anton Witmeur 12-yard løb. Asger Mølbæk løb på 2-point-forsøg | 8-0 |
1 | Razor | Torben Jørgensen 24-yard field goal | 8-3 |
2 | Razor | Reed Gottula 68-yard kast til Niko Lester. Jørgensen ekstra-point spark ok | 8-10 |
2 | Towers | Danny Higgins 15-yard kast til Philip Thue Nielsen | 14-10 |
2 | Towers | Witmeur 5-yard løb. Higgins kast til Magnus Jensen på 2-point-forsøg | 22-10 |
3 | Razor | Lester 30-yard løb. Jørgensen ekstra-point spark ok | 22-17 |
3 | Towers | Higgins 1-yard løb. Higgins kast på 2-point-forsøg interceptet | 28-17 |
3 | Razor | Gottula 49-yard kast til Lester. 2-point-forsøg mislykket | 28-23 |
3 | Towers | Higgins 11-yard kast til Jacob Green. 2-point-forsøg mislykket | 34-23 |
4 | Razor | Gottula 2-yard løb. 2-point-forsøg mislykket | 34-29 |
4 | Towers | Witmeur 79-yard løb. Higgins til Jensen på 2-point-forsøg | 42-29 |
4 | Razor | Gottula 42-yard kast til Benedict von Jagow. Jørgensen ekstra-point spark ok | 42-36 |
4 | Towers | Higgins 42-yard kast til Green. Mølbæk løb på 2-point-forsøg | 50-36 |
4 | Towers | Witmeur 58-yard løb. 2-point-forsøg mislykket | 56-36 |