På en regnfuld aften under projektørlyset på Gentofte Stadion trak Towers en sejr på 38-13 over Aab 89ers i hus. Mange nye navne på Towers’ roster gjorde sig bemærket i en solid indsats.
Af Jens Rørbye
Kampen startede stille og begge hold kom tidligt på tavlen, men i første halvleg trak ingen af holdene for alvor fra. Towers tog en 12-6 føring med ind i pausen. I 3. quarter tog Aab føringen med et enkelt point; 13-12. Men med fire ubesvarede scoringer tog Towers føringen tilbage og satte streg under resultatet.
Towers angreb blev i stor grad tegnet af en trio af running backs; Asger Mølbæk, Anton Witmeur og Philip Obel Andreasen. Alle tre roterede ind og ud af kampen og alle tre leverede varen. Ikke mindst Anton Witmeur med over 100 yards og tre touchdowns. Det taler sit tydelige sprog om Towers’ dybde på positionen, men det viser også at Towers offensive linje er fremragende.
Den offensive linje blev ellers ramt af en grim skade, da Sebastian Narcisse blev båret fra banen efter at have brækket højre skinneben.
Det åbnede døren for Oliver Tribler, som egentlig spiller tight end, men som tidligere har spillet offensiv linje på U19 landsholdet. Han trådte til og spillede en del snaps på center-positionen.
Quarterback Randy Schroeder spillede sin første kamp for Towers siden 2018 indtil han blev afløst af tidligere U19 QB Mads Hagen Jakobsen. Mads spillede de sidste fem minutter af kampen og scorede sit første touchdown i Nationalligaen på et løb fra 1-yard linjen.
På defense var der især et par unge spillere, som gjorde sig bemærket. Defensive linemen Magnus Sam Larsen og August Baunehøj Lillie var i Aab’s backfield igen og igen. Og de noterede sig for flere sacks hver for sig og i fællesskab i tillæg til de sacks, som veteranen
Mads Marquard bidrog med. Også den tidligere Aab 89er, Marcus Boesen gjorde livet surt for 89ers offense fra sin plads på den defensive linje.
Defensive back Eivind Rølles ramte 89ers quarterback Shelton Eppler på en corner blitz og slog bolden løs tæt på 89ers egen end-zone. Få spil senere kunne Anton Witmeur sætte 6-point på tavlen.
Special teams gjorde endnu en gang en stor forskel. Om det var et return af et punt, som landede på Towers egen 1-yard linie eller et pres, som fremprovokerede et 89ers punt på blot 12 yards fra deres egen end-zone, så viste Towers defense at der er tre faser i football.
Indtil få dage inden kampen var det endnu usikkert om Towers kunne byde tilskuere velkommen på lægterne, men hele 237 fans nåede at sikre sig billet og tilbringe en lørdag aften på Towers Field, trods regn, Corona-restriktioner og Eurovision finale.
De fremmødte blev vidne til et historisk øjeblik i dansk amerikansk fodbolds historie, da Aab 89ers linebacker Cecilie Aarup Nielsen gik på banen i anden halvleg. Hun blev dermed den første kvinde som har spillet i en Nationalligakamp.
Victor Andersen fungerede som cheftræner for Towers i Peter Herbilds fravær og er nu oppe på tre sejre i tre kampe i den rolle for Towers.
Da Nationalligaen i år kun består af fire hold er næste hjemmekamp for Towers først d. 21. august. Hold øje med sociale medier og webside for nærmere info om billetsalg og de retningslinjer, som gælder til den tid.
I år vises flere af Towers’ kampe live på TV på Sport Live. Kampene bliver spillet i prime time, lørdag aften kl. 19:00. Towers er i kamp allerede lørdag d. 29. maj, når vi besøger Triangle Razorbacks i Vejle. Ring til din TV-udbyder og tilkøb Sport Live. Se kampkalenderen her, men vær forberedt på ændringer.
Kampens scoringer
Quarter | Hold | Spil | Score |
1 | Towers | Anton Witmeur 4-yard løb. 2-point forsøg mislykket | 6-0 |
1 | 89ers | Shelton Eppler kast til Jens Eg Nørgaard. 2-point forsøg mislykkket | 6-6 |
2 | Towers | Randy Schroeder 2-yard kast til Jakob Green. 2-point forsøg mislykket | 12-6 |
3 | 89ers | Shelton Eppler 5-yard kast til Magnus Urth. Jeppe Petersen ekstra point spark ok | 12-13 |
3 | Towers | Witmeur 4-yard løb. Schroeder kast til Mark Peters for 2-point | 20-13 |
3 | Towers | Witmeur 5-yard løb. 2-point forsøg mislykket | 26-13 |
4 | Towers | Schroeder 15-yard kast til Magnus Jensen. 2-point forsøg mislykket | 32-13 |
4 | Towers | Mads Hagen Jakobsen 1-yard løb. 2-point forsøg mislykket | 38-13 |