Towers spiller internationale kampe i 2022

Mens otte Towers spillere i disse dage forbereder sig på at spille landskamp mod Østrig kan resten af Towers’ elitehold glæde sig til at spille mod europæiske tophold i 2022.

Af Jakob Munksgaard

De danske mestre Copenhagen Towers har stolte traditioner i de europæiske turneringer, og inden coronakrisen var holdet rangereret blandt de 10 bedste hold i Europa. Desværre satte corona en stopper for den europæiske deltagelse de sidste to år, men næste år er TowerNation igen klar til at drage ud i Europa.

Endnu en gang har Towers fået en invitation til at deltage i CEFL (Central European Football League), og vi har accepteret invitationen. Det betyder at den lilla trup næste år igen skal ud og måle sig med de største i Europa.

Towers spillede sidst i CEFL i 2019, hvor holdet desværre røg ud i gruppespillet efter et snævert nederlag til de finske mestre Helsinki Roosters. Forinden havde Towers slået de svenske mestre Stockholm Mean Machines. Towers skulle også have deltaget i CEFL i 2020 og i 2021 men det blev som nævnt ikke til noget.

Det tog ikke lang tid for Towers at acceptere tilbuddet fra CEFL uddyber Towers formand Jakob Munksgaard: ”Kort tid efter sejren i Mermaid Bowl ønskede CEFL os tillykke med DM-titlen, og vi indledte dialogen om næste års CEFL-turnering Vi takkede hurtigt ja tak til en invitation, da vi aldrig var i tvivl om at vi selvfølgelig skal deltage næste år. Vi har tradition for at ville måle os med de store, så selvfølgelig tager vi imod udfordringen”.

Hvornår turneringen spilles ved vi ikke præcist endnu, men den bliver afviklet til foråret, og det forventes at den første kamp spilles i slutningen af april. Her kan holdet så igen måle sig mod mestrene fra andre lande. I 2018 vandt Towers NEFL (Northern European Football League) og mødte vinderne af CEFL i Super Final på Gentofte Stadion. Her blev det til et nederlag til Swarco Raiders.

I Towers håber man på at kunne byde TowerNation velkommen til internationale kampe og Towers formanden ser frem til deltagelsen: ”Vi glæder os til igen at byde tilskuerne på Gentofte Stadion velkommen til en europæisk topkamp. Vi tror på at holdet kan gøre det rigtig godt og ser frem til at det endelige turneringsprogram kommer”.

Det bliver spændende at følge holdet i 2022, der altså nu byder på både europæisk deltagelse og et forsøg på endnu en sejr i Mermaid Bowl.

Airtox - Sponsor for Copenhagen Towers
Towers' fotografer Towers' fotografer Towers' fotografer Towers' fotografer Towers' fotografer Towers' fotografer Towers' fotografer Towers' fotografer Towers' fotografer