Kasper Skyum bliver ny U16 Head Coach i Copenhagen Towers i 2016. Mange kender sikkert Kasper som QB på A-landsholdet eller som offensive coordinator på U19-landsholdet. Nu kan han også skrive Towers U16 Head Coach på visitkortet.
Coach Skyum har ambitioner om at skabe et hold, hvor det er sjovt at lære at spille football og hvor der samtidig laves en masse grundlæggende talentudvikling.
“Jeg ser alt for mange unge danske football-spillere døje med en masse småskader, der skyldes forkert træning, manglende hvile efter en skade eller en utilstrækkelig grundtræning. Det er rigtig ærgerligt for både spillerne og sporten” siger Kasper Skyum.
“Min vision er at skabe et setup, hvor vi arbejder med grundlæggende færdigheder som kernestyrke og balance samt laver relevant genoptræning i forbindelse med skader. Samtidig skal football være sjovt og udfordrende, ikke bare til kamp, men til hver eneste træning. Det er vores mål” fortsætter Kasper.
Allerede fra denne uge er Kaspers plan sat i søen. U16 holdet starter et to måneders crossfit forløb målrettet og skræddersyet til drenge i alderen 14-16 år. Forløbet er et samarbejde mellem Copenhagen Towers og TRAINITY.
Copenhagen Towers har som mål at samle drenge nok til at kunne spille 11-mands U16 i 2016 sæsonen. Derfor er alle drenge, der gerne vil være med meget velkommen. Kasper Skyum kan kontaktes på Kasper595@hotmail.com eller tlf. 30 25 01 06.