Af Pia Skat-Rørdamm
Efter en uge med 4 nye mand til Copenhagen Towers’ angrebskæde, er det blevet tid til en tidlig julegave til defense coach Victor Ebsen Andersen og forsvarstruppen. Eivind Rølles, 22, skifter nemlig fra Oslo Vikings og dermed får Towers endnu en kvalitetsspiller til sæsonstart. Eivind har de sidste 3 år primært spillet cornerback, men er også blevet brugt til returneringer på kick-off og punts.
Trods sin unge alder ved han allerede, hvad der skal til for at spille i toppen af en nationalliga, for han vandt det norske mesterskab sidste år med sin hidtidige klub Oslo Vikings. Towers kender derfor allerede Eivind fra kampen mod Oslo i 2018 Champions League, hvor han var en del af et forsvar, der stækkede Towers’ kastespil – en evne til at dække wide receivers af, som fremover kommer til Towers fordel mod hold, der foretrækker at få yards på kast.
Peter Herbild, head coach for CopenhagenTowers, ser da også udvidede muligheder med Eivind på holdet:
”Eivind er en meget atletisk defensive back, som er effektiv til at dække i og som også besidder tackle-egenskaber. Han kommer til at styrke en i forvejen stærk defensive back-gruppe og giver Victor yderligere muligheder for at spille et nickle-defense (hvor der er fem defensive backs i opstillingen 4-2-5 eller 3-3-5, red.), når behovet er der.”
Sammenhold og spil på højt niveau
For Eivind er skiftet en mulighed for at blive en endnu bedre spiller:
”Jeg kan først og fremmet godt lide, at det er et fysisk spil og vil gerne spille på så et højt niveau som muligt og i en større og mere udfordrende liga. Jeg vil gerne nå mit fulde potentiale som fodboldspiller og sammen med holdet blive danske mestre og spille mod gode europæiske modstandere”, fortæller han.
Men en ting er spillet – kulturen i Copenhagen Towers er også afgørende for den defensive nordmand:
”Jeg kan rigtigt godt lide det sammenhold, der opstår, når alle på banen er indstillet på at opnå det samme mål. I Vikings oplevede jeg, at vi næsten havde et ligeså godt sammenhold på banen som udenfor banen og at man bliver en stor familie. Det er jeg meget stor fan af og det sammenhold vil jeg gerne blive en del af her også”, slutter Eivind Rølles.
Facts om Eivind Rølles
- 22 år, 184 cm og 76 kg
- Har spillet for Oslo Vikings, siden han var 14 år, med en kort afstikker i USA på udveksling, hvor han var back-up kicker
- Vandt det norske mesterskab i 2018 og deltog i Champions League, bl.a. mod Copenhagen Towers.
- Læser pædagogik i København, hvor han er flyttet sammen med sin danske kæreste
- Bruger søndagene på at se NFL og er trofast fan af Detroit Lions – også når de taber.