Towers’ elitehold træner igen og forbereder sig til den korteste sæson i klubbens 30-årige historie. Sæt allerede nu kryds ved fredag d. 14. august kl. 19:00, hvor vi spiller vores første hjemmekamp.
Af Jens Rørbye
Efter en lang pause, hvor verdens fokus har været på alt andet en sport, fritid og underholdning kan vi nu endelig se lidt fremad. For Towers betyder det, at vi snart kan byde fans velkommen på Gentofte Stadion, når vi spiller kampe.
Vi skal spille to hjemmekampe og to udekampe i grundspillet. De fire højst placerede hold mødes i semifinalerne d. 19. og 20. september inden sæsonen slutter med Mermaid Bowl XXXII lørdag d. 3. oktober.
Og for nu at starte denne usædvanlige sæson med et brag, så er den første kamp en årligt tilbagevendende klassiker: Friday Night Football mod vores ærkerivaler fra Søllerød Gold Diggers. Kampen spilles fredag d. 14. august kl. 19:00.
Den kamp kommer samtidig til at være rammen omkring fejringen af vores 30-års jubilæum.
Derefter følger en udekamp d. 22. august mod Triangle Razorbacks, som vi mødte i sidste sæsons Mermaid Bowl. D. 5. september er vi tilbage på hjemmebane mod Aab 89ers inden vi runder sæsonen af på udebane mod Aarhus Tigers d. 12. september.
Der er stadig visse ting, som vi endnu ikke ved. Vi ved f.eks. endnu ikke hvor mange tilskuere vi må byde velkommen, men forbundets sportschef, Lars Carlsen, arbejder på højtryk sammen med DIF og de enkelte klubber for at få retningslinierne på plads.
Det ligger dog fast, at vi i år sælger billetter online, men platformen er ikke åben endnu. Hold øje med vores webside eller sociale medier. Hvis vi kun kan sælge et begrænset antal billetter, så handler det om at være hurtigt ude.
Det ligger også fast, at Ronaldo til være på plads for at sælge sine legendariske flæskestegssandwich og pølser. Vores kage, kaffe, øl, sodavand og merchandisebod er også åben, når vi spiller.
Vi glæder os utrolig meget til igen at byde TowerNation velkommen på Gentofte Stadion.