Den kommende weekend bliver nogle dage med masser af action i Towers-universet, med store kampe både lørdag og søndag på tværs af aldersgrupperne
Af Jakob Munksgaard
Storkamp i Søllerød
Lørdag spilles der topkamp i Nationalligaen når Towers tager nordpå for at besøge Søllerød Gold Diggers. Begge hold er ubesejret hidtil, så det blive en kamp om hvem der kan gå på sommerferie på førstepladsen. Towers har vundet uden de store problemer over Razorbacks og 89ers, mens Gold Diggers kun har spillet en kamp, hvor de vandt over 89ers. I den korte sæson som kun er på 6 kampe, ser det derfor ud til at de indbydes kampe mellem Towers og Gold Diggers, bliver afgørende for hvem, der vinder grundspillet, og dermed selv kan vælge sin modstander i semifinalen.
Vi skal helt tilbage til april 2017 for at finde Towers´sidste nederlag i en grundspilskamp, og det var mod netop Søllerød. Sidste år var SGD lige ved at slå Towers men med et stærkt come back vandt de lilla helte kampen til sidst. På papiret ser det derfor ud til at blive en spændende og lige kamp.
Kampen spilles lørdag kl. 14 på Rundforbi Stadion i Søllerød. Køb billetter til kampen online i forvejen her.
Hvis du ikke kan komme til Søllerød, kan du live streame kampen på AFI.tv.
U16 og U19 spiller semifinaler hjemme søndag
I ungdomsrækkerne går det også godt for de lilla drenge fra Towers, da både U16 og U19 holdet har sikret sig hjemmebanefordel i semifinalen i kampen om Sjællandsmesterskabet. Det har været et rigtig godt forår, hvor drengene har kæmpet, spillet og trænet godt, og der er ingen tvivl om at holdene er opsatte på at nå finalerne, der spilles lørdag d. 26. juni i Helsingør.
Begge semifinaler, der spilles søndag, ser på forhånd ud til at blive spændende og tætte opgør.
Towers U16 spiller søndag kl. 10 mod Kronborg Knights
Towers U19 spiller søndag kl. 14 mod Søllerød Gold Diggers
Der er masser af talent på begge Towers hold, og der er ingen tvivl om at mange af morgendagens Towers stjerner i Nationalligaen spiller på disse hold. Så kom ud og støt op om drengene og få en fed søndag med masser af god football.
Kampene spilles på Towers’ træningsbane K2 i Gentofte Sportspark.
Husk coronapas og en havestol, da alle tilskuere skal sidde ned.