Simon Rasmussen ny Head Coach i Towers

Det er et velkendt ansigt, der overtager jobbet som head coach for Danmarksmestrene Copenhagen Towers, idet Simon Rasmussen har takket ja til at overtage styringen af eliteholdet. Simon har været træner i Towers i en del år, og har derfor et rigtig godt kendskab til klubben. Simon har været assistenttræner på eliteholdet igennem de sidste par år, og har tidligere været blandt andet U19 head coach og ungdomskonsulent i Towers. Derudover har Simon Rasmussen igennem en årrække været med som træner omkring diverse landshold.

Jobbet som Head Coach blev ledigt efter Peter Herbild stoppede efter Mermaid Bowl sejren i år, og med den succes Peter Herbild har haft i klubben med talrige Mermaid Bowl sejre og stor international succes, bliver det en tung arv at løfte men Towers er sikker på at succesen fortsætter. “Vi er helt sikre på at vi har fundet den rette mand til at tage over efter Peter Herbild, som uden tvivl er den bedste træner der har været i Danmark. Det var vigtigt for os at få en mand som kender klubben, og som ved hvad, der har givet os den store succes de sidste 10 år. Simon passer perfekt ind i det billede, og jeg er ikke i tvivl om at succesen fortsætter med Simon ved roret. Jeg er meget fortrøstningsfuld med at Towers fortsætter med at være et power house i Dansk football”, udtaler Towers formand Jakob Munksgaard.

Copenhagen Towers har været i 8 ud af de seneste 9 Mermaid Bowls og har vundet de 6 af dem – senest i efteråret hvor Danmarksmesterskabet blev forsvaret. Simon Rasmussen er heller ikke i tvivl om at succesen fortsætter. “Der kommer til at være nogle udskiftninger på specielt coaching staff, men vi er ved at samle en rigtig god gruppe af coaches, der først og fremmest kan bibeholde det elitemiljø som vi har haft i Towers igennem mange år, og som har været grundlaget for succesen. Målet er stadig det samme som tidligere år – nemlig at vinde Mermaid Bowl, og i løbet af et par år skulle vi gerne op og blande os blandt de bedste i Europa igen. Det mål har vi givet håndslag på og jeg er sikker på at vi nok skal nå det”.

Simon Rasmussen er dog godt klar over at det er en tung arv, der skal løftes. “Først og fremmest er jeg stolt over at få det nok største head coaching job i Danmark. Det er selvfølgelig et kæmpe pres at overtage efter så dygtig en træner som Peter Herbild. Men uanset hvad vil der altid være pres på head coachen i en stor klub som Towers. Jeg har lært meget af at arbejde sammen med Peter Herbild men kommer selvfølgelig også med nye idéer. Tingene udvikler sig, og vi skal også udvikle os for at bevare den styrkeposition vi har. Det kommer vi til, og vi kommer til at gå benhårdt efter at genvinde Mermaid Bowl ikke bare til næste år men flere år frem. Ungdomsafdelingen laver et rigtig godt stykke arbejde, og der kommer løbende nye store talenter op på eliteholdet, så jeg ikke i tvivl om at fremtiden ser lys ud for Copenhagen Towers” slutter den nye Head Coach.

Simon Rasmussen er allerede begyndt på jobbet som head coach og forberedelserne frem mod næste sæson er i fuld gang. Mon ikke 2023 også bliver et år med masser af lilla succes?

Airtox - Sponsor for Copenhagen Towers
Towers' fotografer Towers' fotografer Towers' fotografer Towers' fotografer Towers' fotografer Towers' fotografer Towers' fotografer Towers' fotografer Towers' fotografer