Landsholdets startende quarterback, Alexander Kronborg, trækker i en purple jersey i 2024, når han overtager nøglen til Towers’ offense efter Randy Schroeder.
Af Jens Rørbye
Det er ikke hvem som helst, som head coach Simon Rasmussen byder velkommen til Towers forud for 2024-sæsonen. 28-årige Alexander Kronborg er et kendt navn i både dansk og europæisk football. Han kommer til Towers efter tre år som quarterback hos Ravensburg Razorbacks, som i alle de tre år har spillet i den bedste tyske række, GFL.
Sideløbende har Alexander været starter på det danske landshold siden 2019. Men hans kærlighed til football startede i Californien i 2012 under et udvekslingsophold. Siden spillede han hos AaB 89ers, først som junior og siden 2015 på 89ers nationalligahold.
At Alexander nu kommer til Towers er kulminationen på flere års kontakt mellem klubben og Alexander. Efter tre år i det sydlige Tyskland er Alexander flyttet til Malmö og så var head coach Simon Rasmussen ikke sen til at genoptage kontakten.
Men Alexander havde heller ikke svært ved at se sig selv i Towers: “Jeg valgte Towers pga. deres langsigtede planer og meget seriøse og professionelle tilgang til sporten. Jeg har haft en masse gode samtaler med Simon, og vi er meget enige i forhold til ambitionsniveau, og at dette er et projekt, der kommer til at strække sig over flere år.”
Simon er også meget glad over endelig at have fået Alexander til klubben: “For mig er det en kæmpe gevinst, vi har fået Kronborg til klubben og noget som vi har arbejdet på i mere end en sæson. Kronborg har i en lang årrække vist europæisk topniveau. Med Alexander får vi en QB som har lidt af det hele, men især det at læse et defense er han god til.”
Vi glæder os til at præsentere Alexander for TowerNation til åbningskampen i foråret.
Coverfoto af Stefan Tschersich